Fem kvarter ved 200 grader – et samarbejde mellem “Teater i Tiden” og “Teaterkredsen”.
Mandag 28. oktober kl. 19.30 på Skive Theater - "Teater i Tiden"/Teaterkredsen
Teatret Svalegangen Hans Rønne er tilbage med sit skarpe blik for det mellemmenneskelige og hverdagshumoristiske. 5 kvarter ved 200grader er veludført og vedkommende køkkenkomik, men det, som er i ovnen, er snarere en lun mandekomedie end en hed klimadebat. Det er dagen før påske. Toke er sammen med sin svigerfar kørt op til ødegården på Hallandsåsen, hvor hans egen far venter på dem. Planen er, at de tre mænd skal forberede påskemåltidet, så alt står klappet og klart, når kvinderne dukker op dagen efter. Hygge er udgangspunktet, og spørgsmålene om krydderisammensætning og stegetid finder svar gennem jokes og venskabelige drillerier. Men som forberedelserne skrider frem, viser det sig, at de tre gode mænd har vidt forskellige syn på klima, økologi, landbrug og ja… tilværelsen generelt. Hans Rønne er tilbage med en jordnær klima fortælling om, hvor langt ens holdninger kan strækkes, når kærlighed og fredelig sameksistens trækker i den anden ende. Tre mænd og to generationer sættes i denne nye forestilling sammen i en intens påskefrokostforberedelse på en ødegård i Sverige. Allerede tidligt i handlingsforløbet fornemmer man, at det godt kan gå hen og blive en noget anspændt affære. Scenografien af Gitte Baastrup understøtter med sit kaotiske sammenrend af ødegårdsromantiske møbler fornemmelsen af, at alt for mange personligheder, generationer og holdninger er presset ind på lidt for få kvadratmeter. Kaosset under den høflige overflade antydes løbende af små musikalske mellemspil, hvor fri jazz markerer overgangene mellem scenerne. Ellers er virkemidlerne holdt ganske simple: hverdagslige kostumer, en let gylden belysning og ingen distraherende baggrundsmusik. Fokus er på de familiære relationer mellem mændene, der langsomt udfolder sig under madlavningen i et flot timet hændelsesforløb.
INFO
Fælles forestilling “Teater i Tiden”/Skive Teaterkreds
Medvirkende:
Bo Stendell Larsen, Thomas Jacob Clausen, Bue Wandahl
Producent: Teatret Svalegangen
Dramatiker, forfatter: Hans Rønne og Thomas Jacob Clausen
Lysdesigner: Poul Jespsen
Lyddesigner: Ise Klysner Kjems
Scenemester: Folkes Garage
Scenograf: Gitte Baastrup
Scenograf: Gitte Baastrup
Varighed: 1 time 15 min uden pause
Pris: A billet 175,- /B-billet 140,-